Den lokale central var i mange år brandvæsenets bedste og trofaste partner vedrørende alarmeringen. Centraldamerne gav mange råd og vink når brandmandskabet skulle til adresser de ikke var fortrolige med. Men en dag vi skulle på en adresse i Hørmested, var der ingen af brandmændene der viste ejendommens beliggenhed. Heller ikke centraldamerne kunne hjælpe os, så vi var nødt til at spørge os frem, og vi fandt da frem til adresse.
Sindal Central ringede til en af lederne og gav ham meldingen. Hvorefter man ringede resten af brandmandskabet op og sagde kun: "Der er brand".
Den, der havde vagten, var så afhængig af at kunne høre telefonen, og være klar til at modtage brandmeldingen, medens resten af mandskabet havde forskellige aftaler med familie og venner om at give besked, hvis der var alarm.
I dag er alle brandmænd udstyret med en lille bærbar radio, som giver lyd, hvis der er alarm. Når der er alarm får mandskabet endvidere over en lille højtaler besked på om der er brand, eller om det er en prøve fra vagtcentralen.
Brand på Limtræ Lilleheden i Hirtshals - der gik kun tre minutter fra alarmering til afgang fra stationen. Foto: Finn Folsted.
Siden radioalarmeringen blev indført har vores udrykningstider været betydelig kortere. F. eks. gik der kun tre minutter fra alarmering til afgang, da vi skulle til storbrand på Limtræ Lilleheden den 23. okt. 1991. I 1991 fik politiets alarmcentral som et forsøg opstillet en terminal fra Falcks EDB-anlæg. I praksis vil det sige at den vagthavende ved politiet samtidig med at han modtager alarmen skriver den ind i systemet. Når meldingen således er i systemet har Falcks vagtmester den i systemet i det øjeblik politiet afsender den fra deres terminal. En yderligere tidsgevinst for de mennesker der har brug for hjælp, og som altid føler at minutter virker som timer.