Selvom brandbiler er røde og kan sige ba-bu kan de godt gå i stykker. Det vil jeg her give et par eksempler på:
At en brandbil ikke kan starte på grund af manglende strøm på akkumulatoren er ikke videre spændende. Vi skulle til en brand i Blæsbjerg og kunne ikke få liv i den gamle Bedford. Vi var kun to mand på brandstationen, men heldigvis går det ned af bakken lige udenfor, så vi troede, at vi kunne løbe den igang ned af bakken, men ak, den ville ikke starte, men så kom der en skoleklasse fra Realskolen, der havde været til gymnastik på stationsskolen, og så blev sprøjten skubbet igang. Børnene synes selvfølgelig at det havde været sjovt at hjælpe, og grinede selvfølgeligt af den gamle brandbils manglende evne til at starte.
At almindeligt motorbesvær også kan ramme en brandsprøjte oplevede vi, da vi skulle til brand i Baggesvogn Skov. Der var gået ild i en spejderhytte, vi var lige ud for Jyske Bank i Nørregade, da motoren ikke ville mere. Det viste sig senere, at strømfordeler dækslet var flækket, så der trængte vand i det elektriske system. Det var en mærkelig fornemmelse at holde midt i byen og ikke kunne nå frem til brandstedet.
Den 8. aug. 1969 var vi på vej til brand i laden på Nygård i Bindslev, vi nåede til Sdr. Bindslev da motoren satte ud, og vi kunne ikke køre de sidste 1500 meter til brandstedet, også her rekvirerede vi selvfølgelig ekstra assistance, så ilden kunne blive slukket.
Brand i en brandbil. Det kunne være overskriften til en vittighed, men for os er det sket. Da vi var på vej til en brand imellem Tversted og Tuen, kunne vi se nogle gnister nede omkring motoren, og pludselig var der klare flammer, så måtte mandskabet i funktion med pulverslukkere på deres eget køretøj. Vi nåede ikke frem. Men efter endt reparation af motoren var der et kæmpe rengøringsarbejde med at fjerne det omtalte pulver.