Som brandmand ved Falcks brandstation i Sindal indgår du i den styrke på op til 18 mand, der rykker ud til brand og uheld. Vi er forpligtet til at kunne stille en holdleder og 7 menige brandmænd ved brand, dog kun en holdleder og 3 menige brandmænd ved mindre brande (reduceret udrykning), eksempelvis skorstensbrand. Udrykningen skal være fremme indenfor 10 minutter i Sindal by og indenfor 15 minutter i resten af vort slukningsområde. Brandmændene er udstyret med en alarmmodtager, der aktiveres, når der er brand. Det er dog ikke altid, at alle tilkaldes. Det afhænger bl.a. af meldingens ordlyd og tidspunktet på døgnet. I gennemsnit er der ca. 60 udrykninger om året, fordelt på alle tidspunkter af dagen og ugen.
Udrustning og uniformering
Som nyansat brandmand får du udleveret din egen indsatsbeklædning bestående af branddragt, hjelm, handsker og støvler. Falck er et uniformeret korps, hvilket betyder, at du også skal have en uniform. Du optjener løbende point – eller punkter – som kan bruges til at købe uniformsgenstande for. Udover selve uniformen er der mulighed for at bruge punkterne til f.eks. strømper, t-shirts, polotrøjer, jakker m.m.
Forpligtelser Som brandmand har du vagt hver 3. weekend, hvor du har pligt til at møde i tilfælde af brand – eller sørge for at der møder én i stedet for dig. Derudover er du forpligtet til at møde når du bliver tilkaldt i det omfang du kan. Du har også pligt til at deltage i de 12 årlige brandøvelser. Hver tredje måned deltager du også i materieloptælling i 2 timer.
Løn Som nystartet brandmand får du et fast månedligt rådighedshonorar der pr. 1/3 2009 er på 679,30 kr. og et vagthonorar på 517,75 kr. om måneden. Når du er tilkaldt til brand eller udfører andet arbejde på stationen får du 183,35 kr. pr. påbegyndt time (ved brand får du altid for mindst 2 timer). Ved deltagelse i brandøvelse er timelønnen 106 kr.
Organisationsforhold Som ansat i Falck er du medlem af Falcks Personaleforening, hvor du bl.a. har mulighed for at benytte en lang række rabatordninger, leje sommerhuse m.m. Det koster 50 kr. om måneden, og kontingentet trækkes automatisk via lønnen. Du kan se mere om Falcks Personaleforening på www.falckpf.dk.
De deltidsansatte brandmænd er organiseret i Landsklubben for Deltidsbeskæftigede Brandmænd, der også forhandler vores overenskomst med Falck. Kontingentet udgør 200 kr. om året, som er fagligt kontingent og dermed fradragsberettiget. Du kan læse mere om LFDB på www.lfdb.dk
Forventninger til ansøgeren For at blive ansat som brandmand i Sindal, skal du være fyldt 18 år. Derudover skal du bo indenfor en køreafstand af maksimalt 4-5 minutter fra brandstationen og have et arbejde, der også giver dig mulighed for at møde til brand i arbejdstiden. Du skal have et normalt helbred og normal fysik. Du skal have en ren straffeattest og kørekort (helst til lastbil).
Vil du vide mere Vil du vide mere om jobbet som brandmand så kontakt: Brandstationsleder Lars Bo Larsen eller Tillidsmand Niels Ole Jensen Du kan også downloade vores brochure om ansættelse og uddannelse i PDF-format ved at klikke her.