Brande 1986-1990

Dræbt mod træ Den 9. marts 1986 blev vi kaldt til et trafikuheld ved Fluebjerg i Tolne. En ung mand var blevet dræbt ved sammenstød med nogle træer. Bilen sad fast nogle meter oppe på træstammen. Grunden til at vi blev alarmeret, var frygt for, at benzindampe skulle blive antændt under arbejdet med at få den forulykkede fri af bilen.
Lynnedslag raserer hus Den 14. maj 1986 blev vi kaldt til Tolne på grund af et lynnedslag. Da vi ankom til skadestedet, viste det sig, at der ikke var ild i huset, men at lynet havde raseret hele tagetagen.
Til brand på 50 års fødselsdag Da brandassistent Ole Kristoffersen fyldte 50 år den 20. september 1986, startede vi døgnet med at slukke en voldsom brand ved Hammerholtvej i Hørmested. Skovområdet der brændte, tilhørte Sindal Kommune, og det var gløder fra afbrænding af kvas og kviste, der havde startet branden.
Tændstikleg igen skyld i brand 800 knipper halm brændte i en lade ved Hørmested den 22. oktober 1986, tre drenge på 10-13 år havde leget med tændstikker i laden og pludselig havde ilden fat i halmen.
Brandfoged reddede 91-årig Den lokale brandfoged Ove Jensen i Tuen reddede den 5. november 1986 sammen med en anden brandmand Herluf Nielsen, fra den lokale beredskabsstyrke, en 91 årig mand ud af et brændende hus. Huset udbrændte. Brandårsag: Husbestyrerinden havde opvarmet en sten over gassen for at kunne holde holde varmen i sengen, og stenen antændte herefter sengetøjet.
Mange skorstensbrande En trediedel af de brande Falck i Sindal var kaldt ud til i 1986 var skorstensbrande, og antallet på 76 udrykninger var en tangering af det højeste antal udkald som var opnået i 1976. Men i 1991 blev dette tal slået, så det højeste antal er nu 81.
Storbrand i Sindal by I september 1987 oplevede vi en af de største brande i Sindal by i mange år. Dybro Jørgensens pakhus og kornsilo var ved vores ankomst til brandstedet omspændt af flammer. Hjørring blev anmodet om at komme med deres stigevogn, men vi måtte koncentrere os om at sikre omgivelserne da slukning af branden var umulig. På et tidspunkt var der gløder under taget på isenkræmmer Torben Pedersens ejendom, og vi indsatte mandskab her for at slukke gløderne i spærene. Pakhus og silo var ved at blive brudt ned af en entreprenør, og det har muligvis været gløder fra noget afbrænding, der havde bredt sig.
 Den voldsomme brand i Dybro Jørgensens silo og pakhus truede en overgang flere af de omkringliggende huse. (Foto: Kaj Jensen)
Tolne-Banden på spil Tolne-Bandens huseren i Sindalområdet var en plage for egnens befolkning, og da huset brændte den 4. december 1987 var der glæde på egnen over at at uromagernes tilholdssted blev ubeboeligt. Branden var dog ikke det sidste vi kom til at høre til Tolne-Banden, for den 12. februar 1988 havde vi mandskab på adressen igen, denne gang for at grave efter en person som man formodede var blevet myrdet i huset. Under opgravningen fandt vores mandskab en sok, en tegnebog og et ID-kort, der havde tilhørt den myrdede. Senere tilstod de anklagede mordet, og at liget var blevet brændt. Asken var brugt i noget beton til en car-port på stedet.
200 kreaturer reddet I Tuen blev 200 kreaturer reddet under en brand på Sørig Engvej 43. 7 kvier måtte aflives på grund af forbrændinger. Uforsigtighed i forbindelse med afbrænding af noget affald var brandårsag.
Brand på Baggesvogn igen Brand på Baggesvogn den 17. februar 1988 blev opdaget af en nabo som hurtigt fik alarmeret os. Vi fik reddet laden og noget af stalden. Der var ingen dyr på ejendommen.
Brandkommision i Sindal kommune Fra den 1. april 1988 har Sindal Kommune oprettet en brandkommision. Kommunen har ansat Svend Mogensen som brandinspektør, han afløser distriktsleder Poul Gullach, Hjørring, der havde fungeret i over 25 år. Fra denne dato har vagthavende brandinspektør ansvaret på brand- og skadesteder i Sindal Kommune. Før denne nyordning trådte i kraft, havde lederen af slukningstoget altid haft ansvaret for arbejdet på brandstederne. Til at varetage brandinspektørvagterne, har kommunen yderligere ansat Jørn Rotbøl, Ole Kristoffersen og John Bilde.
Brand i børnehave Børne- og fritidshuset Ulvehaven i Lendum udbrændte den 15. december 1988 på grund af en glemt adventskrans. Da børnene kom tilbage og så de sørgelige rester, var de noget beklemt ved situationen.
Olieudslip på Solbjerggård En lækage i en olietank på Solbjerggård i Astrup gav os mange timers arbejde med at afværge at olien skulle forurene vandløbene ved ejendommen. Der blev lavet spærring flere steder i vandløbene fra ejendommen.
4 dræbt ved flystyrt Den 20. januar 1989 havde vi atter en af de modbydelige oplevelser. Et fly styrtede ned ved Tolne og 4 personer blev dræbt. Flyet var helt knust ved mødet med jorden, og stumperne spredt over et stort område på markerne. Vores mandskab hjalp med opsamlingen af de omkomne. Årsagen til flystyrtet var bl. a. pilotens manglende rutine.
Mand forbrændt under svejsning Den 21. april 1989 brændte et værksted på Måstrupvej ved Mosbjerg. Ejeren havde gået og svejset om natten, og han fik så svære forbrændinger, at han senere på natten blev overført til Hvidovre Hospitals brandsårsafdeling.
Falsk alarm i Bindslev Da vi var igang med efterslukningen af ovennævnte ejendom fik vi et hasteopkald. Meldingen lød på et trafikuheld midt i Bindslev, og der var ifølge meldingen ild i den ene af bilerne og der sad mennesker i den. Vi havde ikke langt at køre, og var selvfølgelig spændt på hvor galt det var. Det viste sig, da vi ankom til adressen, at der blot var tale om en falsk alarm.
Brandmand kvæstet Den 30. april 1989 kom brandmand Torben H. Jacobsen til skade på ejendommen Tårsvej 79, Lendum. En luftskorsten væltede og han fik noget af den over sig, han blev indlagt på Frederikshavns sygehus til observation for skader på nakke og ryg, men blev udskrevet efter et par dage.
Kæmpebrand syd for Skagen Skagen blev isoleret under branden på Hulsig Hede den 24. juli 1989, Skagensbanen indstillede togdriften og politiet lukkede hovedvejen på grund af brandens omfang. Mandskab fra Falck i Skagen, Hjørring og Sindal samt fra Frederikshavn Kommunale Brandvæsen og CF-kolonnen i Thisted bekæmpede ilden med hjælp fra Flyvestation Skagen og Flådestation Frederikshavn. Selve slukningen varede mere end 12 timer, og efterslukningen tog yderligere et par døgn.
Gnister fra stearinlys skyld i brand En 76-årig mand kom til at starte en brand i sit hus på Østerbro 12 i Bindslev. Han ville lede efter nogle papirer på loftet og havde tændt et stearinlys for at se. Nogle gnister fra lyset antændte noget papir, og manden fik under forsøg på slukning af ilden forbrændinger i ansigtet og blev indlagt på Hjørring Sygehus. Huset blev meget beskadiget.
Ny nødlanding Nødlanding med et sportsfly den 17. juni 1990 kort efter start fra Sindal Flyveplads var årsag til en alarm af både brandvæsen og ambulance, heldigvis kunne vi konstatere at selvom flyet havde slået en kolbøtte i en kartoffelmark var ingen i flyet kommen til skade. Grunden til nødlandingen var en motorskade.
Til toppen af siden
|